Sandhed eller konsekvens er en udbredt selskabsleg blandt piger i flok. Takket være et afsindigt godt kvindetække, som jeg har været begavet med siden min spæde ungdom, har jeg ofte deltaget i løjerne som et naturligt midtpunkt, når klassens piger samledes i hvinende fryd om de slibrige afsløringer. Jeg bemærkede, at pigerne oftest valgte sandheden, som de overdrog under stor fnisen og gøren store øjne. Desværre var det ikke altid lige spændende, hvad pigerne lukkede ud af hemmelighedernes kammer.
Der findes nemlig meget mere sandhed, end man kan nå at fortælle. Som tiden skrider frem, hober så mange kendsgerninger sig op, at de fleste vil forvitre ufortalte på sandhedernes store mødding. Derfor bliver man nødt til at prioritere, når man ytrer sig. For hver eneste sætning man udtaler, er der milliarder af sætninger, man ikke siger. Livet er et langt spil sandhed eller relevans.

Der er to grupper, som er ekstra disponerede for lidelsen relevansmangel. Det drejer sig om ældre og kvinder.

Hvem har ikke prøvet at sidde og brænde sammen over en uendelig og voldsomt detaljeret historie fra en ældre kollega. Historien handler gerne om, at han har fået en ny havemaskine til en fantastisk pris, men den dryppede olie i carporten, da den blev læsset af, og nu vil forhandleren ikke erstatte fliserne, selvom de er meget specielle og fra Italien og blablabla. Høflighed og udmattelse forhindrer, at man skriger ”Hold nu kæft, din gamle lirekasse – Den historie er så indholdsløs, at det ydre rum føler sig proppet til sammenligning!” Kollegaens historie er givetvis ganske korrekt gengivet. Alt er passeret lige, som det bliver beskrevet. Men er det relevant? Ikke et sekund.

For kvindernes vedkommende udmønter relevansmanglen sig blandt andet i tusindvis af blogs – ofte af kvinderne selv kaldet tøseblogs, Det gennemsnitlige tøseblogindlæg lyder således:

”Kunne bare ikke komme op i morges. Tror jeg kom for sent i seng. Hyggede mig med Gilmore Girls og te. Ingen snacks! Dygtige mig. Savner ham.

Kom næsten for sent på arbejde.
Frokost: Salat med pinjekerner. HMM! Ved det. Højt fedtindhold. Trøster mig med, at det er flerumættet.

Tænker på ham. Skal træne i aften.
Mon pilates betyder kartofler? Ej, det er vist ikke rigtigt…
Knus – Tina
(Postet under ’hverdagens små finurligheder’)”

Se det er jo alt sammen sikkert rigtigt nok, men for alle os, som ikke er Tina, er det svært at se det substantielle i hendes til stadighed voksende vidnesbyrd.

Fællesmængden af de to relevanssvækkede grupper er gamle damer, hvis vokale aktivitetsniveau sædvanligvis er tårnhøjt, hvilket man ikke kan sige om kvaliteten af deres plapren. Der skeles ikke til relevans overhovedet, og afværgende signaler, som f. eks ”LAD MIG VÆRE”-tilråb fra samtalepartneren ignoreres fuldstændigt. At man har truffet hinanden kun tre minutter tidligere i en kassekø, forhindrer ikke den bedagede foredragsholder i at dele ud af sine erfaringer fra et lang liv med hård hud og mange kabaler.

Og her vender jeg så lige på en tallerken! Der er nemlig masser af relevans i tøsebloggene, det kan man se af de mange kommentarer, som alle sammen lyder: ”Aj! Det kender jeg bare SÅ godt”.
Og samler man de gamle i et center, stiger decibelniveauet hurtigt til over det tilladte af frydefuldt japperi. Der er nemlig masser af subjektiv relevans i sandhederne, så længe de bliver i deres lukkede kredsløb.
Jeg håber blot at de gamle og kvinderne vil tilgive mig, at jeg overhovedet ikke hører efter. Jeg tilhører nemlig et eksklusivt forum, hvor jeg helst taler om mig selv.

/Milos Vendettas – Kommunikationsminister.