Som vor husstandskyndige familieminister så rigtigt påpeger, vil de små ungdomsårgange i de kommende år give mangel på arbejdskraft. Det er derfor ekstra vigtigt, at vi udover at formere os som gnavere får konverteret alle børn til ordentlige voksne, så vi ikke spilder vigtige produktionsressourcer på tant og fjas. Her er planen:
Til rejsen fra barn til voksen hører det at sige farvel. Man må for at blive taget alvorligt som færdigudviklet menneske tage en nødvendig afsked med en mængde ting og vaner, som hører barneårene til. Jo mere dette projekt mislykkes, jo mere vil man blive betragtet som umoden og uegnet.
Det er en lærdom, der ved emsige voksnes hjælp siver ind allerede i de spæde år, hvor man bliver skudt i futskoene, at man er en babyagtig vatnisse, hvis man ikke snart lærer at skide ordentligt på porcelænskummen sammen med de andre treårige, selvom man i virkeligheden havde visualiseret sig selv med det bekvemme og rummelige vattoilet spændt om maven mange år endnu. Efter et par store eksistentielle kriser får man endeligt taget afsked med den lune pølletrusse og accepteret et antiseptisk liv på klosettet, hvor ens hyggelunkne frembringelser med en køligt slubren sluses bort straks efter fødslen. Men det er kun begyndelsen.
Ivrige voksenhænder begynder at flå en i sutten. Forklaringen er den samme som sidst. En forklaring, som kvikke unger allerede nu indser, de vil høre igen og igen. ’Du er for stor’, lyder det fra den ivrige forælder.
Snart ryger middagsluren og planen går i sin vælde op for barnet: Alle barndommens goder skal en for en forkastes.
Som opvæksten tager fart, bliver det rutine for det unge menneske, at lægge den ene barnlighed efter den anden bag sig, og efter teenageårenes kaotiske hormontumult rejser en voksen sig af asken som en anden fugl Fønix.
Det er i hvert fald sådan det går, når folk forstår at følge planen. Man støder imidlertid jævnligt på folk, som ikke havde ører på den dag, det blev forklaret dem igen og igen, at visse ting hører barndommen til.
Det er fx for nylig gået op for mig, at celler af ufærdige voksne stadig bruger Pyjamas – og der er ikke tale om uskyldige infantilister, som blot bruger dem til uskyldigt erotisk rollespil. Næ det er helt ordinære mennesker, som tager børnetøj på, når vi andre tager voksentøjet af. ’Jamen det er så hyggeligt’ hører man dem sige.. Ja, gu’ er det måske hyggeligt, men det var bleen også. Går I måske også med flyverdragt?
En anden barnlig last, som det åbenbart kan være vanskeligt for visse voksne at kaste af sig, er legen med mad. Jeg gæstede for nyligt en meget rost og meget dyr restaurant. Jeg havde glædet mig særdeles, så min undren og skuffelse var stor, da maden kom ind. Man satte foran mig en stor tallerken med en lille klat koldt skum på midten. ’Dette er muslingeskum’, lød svaret, da jeg spurgte, hvad fanden nu det skulle ligne. Næste ret bestod af en teske med frossen sovs. Jeg forklarede tjeneren, at jeg var en voksen mand, som betalte gode penge for at spise på denne velansete restaurant, men at jeg kun knebent fandt mig i disse løjer. Jeg var ikke desto mindre villig til at se igennem fingre med uartighederne, hvis man straks jagede børnene ud af køkkenet og fik den rigtige kok til at lave noget voksenmad. Tjeneren hentede kokken, som til mit store chok selv havde fundet på maden. Jeg forlod stedet hjulpet af mange puf fra kokken, som helt sikkert ikke havde forstået planen.
Det skaber samfundsmæssig ustabilitet, når planen ikke bliver fulgt! Derfor:
Til alle jer gøglerkokke, mimekunstnere og modeltogsentusiaster, som nægter at sige barndommen farvel: Ret ind, eller I får smæk. Barnlige voksne er i modsætning til voksenagtige børn IKKE søde.
/Milos Vendettas – familieminister
