Der findes en ganske lille gruppe mennesker, hvis indflydelse på medierne er betydelig om end niche-præget. Det er det åbenbart ekstremt betydningsfulde segment, som læser balletanmeldelser. De har nemlig formået at tvinge de store landsdækkende aviser til at promovere deres hobby på trods af den mikroskopiske rolle, som gamachedans spiller for den brede befolkning, der interesserer sig mere for square- og river dance, for slet ikke at tale om den flamboyante showdance, der finder sted i f.eks. Wallmans saloner. Jeg tror dog heller ikke man vil øge læsertallene synderligt ved at rapportere fra disse frivole arrangementer.
At en så lille gruppe balletentusiaster kan føre chefredaktørens hånd, så han stik mod sine faglige instinkter igen og igen vælger at bringe referater fra hop på stedet i tylskørt og kinasko kan skyldes to ting: Flittigt spin eller en reaktionær kulturopfattelse på aviserne. Jeg tror det sidste.
/Milos Vendettas – kulturminister
