Så blev det kvindernes kampdag, fortæller almanakken mig, og jeg er i den anledning gået under jorden. Jeg tåler nemlig dårligt nogen former for kamp.
Det siger sig selv, at jeg ikke frivilligt opsøger situationer fyldt med kampfly og kampvogne samt naturligvis de efter sigende meget ubehagelige kamprobotter.
Jeg har heller aldrig brudt mig om Christian Kampmanns bøger, og jeg blev utryg i nærheden af Egon Weidekamp.
Jeg holder mig desuden altid langt væk fra kamphunde, de vanskabte produkter af erobringslystne romere og kineseres virksomhed i fordums kenneler. At man med vilje skulle tage de fæleste hunde i flokken og parre med hinanden igen og igen for til sidst at have udviklet verdens mest bøllede møghunderace giver måske mening i en verden , hvor jernsværdet er den ultimative magt. Stingermissiler og hangarskibe har gjort kamphunden militært overflødig. For min skyld kunne man hælde samtlige rottweilere, pitbullterriere og alle de andre rasende kæmpemutanthunde i en aktiv vulkan og siger tak for alt og vi ses aldrig mere. Så ville man slippe for flere nyheder om afgnavede ansigter og vansirede børn.
Men tilbage til kvinderne, for det er jo dem, der kæmper i dag Der er nemlig mange ulemper ved at være kvinde.
For det første lider man under den urimelighed, at man har menstruation. Hvis man endelig slipper af med menstruationen, er det sikkert fordi man er blevet gravid og får æren af at svulme og blive tungere og tungere i månedsvis, indtil man til sidst halter rundt som en krumbøjet hval. Til gengæld har man hæmorider, strækmærker og hævede ankler. Til sidst føder man i et smertehelvede, der er så ubeskriveligt, at det aldrig i verdenslitteraturhistorien er lykkedes at skildre det fyldestgørende. Som præmie får man tygget brystvorterne af dag og nat i mange måneder, mens man til stadighed er så søvndepriveret, udmattet og slidt, at man er på grådens rand det meste af døgnet. Ens hjem ligner noget, som Jerusalems ødelæggelse ville være misundelig på, hvilket ens mor ikke tøver med at meddele en, så ofte hun har tid. Man spejder forgæves blandt sure ammebind og mælkeerstatningsembalage efter en støttende mand, for han er nemlig på arbejde eller ude med gutterne, hvis altså ikke han skred allerede dengang det blev kendt, at ens åleslanke nymfeskikkelse var under snarlig udvidelse og inden længe ville klække en snottet skrigeballon. Når endelig tingene begynder at falde på plads og afkommet søger alternative næringskilder til ens udpinte og vertikalt forlængede barm. Når man så småt som tak for sin utrættelige trøsteindsats hundredetusind nætter i træk bliver belønnet med rolige nattetimer. Når myndighedernes pasningsgaranti endelig sætter ind og barselens trængsler er forbi, møder man på jobbet med gåpåmod og en følelse af triumf over den utrolige tour de force, man har præsteret de sidste mange måneder. Men så opdager man, at ens stilling i praksis er forsvundet i ens fravær, og man mødes i det hele taget med en blanding af ’hvem fanden er du’-blikke og varsomme miner, som dårligt skjuler intentionen om at holde en væk fra DERES domæne. Når man endeligt efter flere års kamp på arbejdspladsen – med dertilhørende skam og skyld over at efterlade poden hos ens hysteriske mor eller en bumset 13-årig nabodatter aften efter aften – har fået karrieren på skinner igen og er klar til at knytte sig til en mand, opdager man, at alle ens strabadser har haft den modsatte effekt end hensigten. Man er blevet uattraktiv. Og så er det man rejser sig og går i kamp.
Jeg er nok klar over, at kvinderne ikke har i sinde at gnave ansigtet af mig på deres kampdag, men hvorfor tage chancen? Næ, lad dem bare rase ud i gader, stræder og kronikker, så kravler jeg ud igen fra under min sten i morgen, hvor de kvindeundertrykkende normaltilstande er genoprettet. Indtil da, kære kvinder:
God kamp!
/Milos Vendettas – ligestillingsminister.
