I sidste uge fyldte Pia Kjærsgård 60 år.’Og hvad så’, kunne man sige. Det sker med jævne mellemrum, at en medborger fylder 60 år. Ifølge Danmarks statistik lykkes det 92% af de danske kvinder at runde dette tilsyneladende lidet signifikante hjørne. Det er fristende at fejre begivenheden med et rungende ’nå’ og haste videre til emner af større vigtighed.
Dvæler man imidlertid lidt ved alderen 60 år, fornemmes et mønster. Når man har med politikere at gøre, viser en omfattende undersøgelse, som jeg egenhændigt har foranstaltet, at de i samme øjeblik fødselsdagskagens lys er pustet ud, tager hovedet under armen og indleder en indædt kamp for at ødelægge deres egen politiske karriere. Når en politiker runder 60, veksler vedkommende al dømmekraft til handlekraft, og det var så den karriere. Her følger tre klassiske eksempler.
1. Mogens Glistrup besluttede som 60-årig i 1986 at lægge sag an mod skattemyndighederne, fordi de havde fået ham dømt for skattesvig tre år tidligere med det for Glistrup ærgerlige resultat, at han blev fængslet. Hans regelmæssige ariske ansigtstræk blev endnu fastere af den gustne bleghed, som er fængselsvæsenets gave til den, som ufrivilligt opholder sig meget inden døre. Til trods herfor opfattede vælgerne ikke hans evindelige retslige anslag mod myndighederne som symbol på den retmæssige herskerklasses rimelige oprør. Det gjorde hans parti i øvrigt heller ikke. Han fik aldrig reel politisk indflydelse igen, og er siden blevet betragtet som et halvsørgeligt kuriosum af den brede offentlighed. Han tabte for øvrigt sagen.
2. Anker Jørgensen fyldte 60 år i 1982. På det tidspunkt ledede han som statsminister sin femte socialdemokratiske regering, og han havde utrætteligt kæmpet for den danske arbejders rettigheder. Hans store fjende var kapitalen og dens repræsentanter i oppositionen. I sit tresindstyvende år kom Anker pludseligt på andre tanker. Han var tilsyneladende blevet træt af fagbevægelsernes evindelige råben, så han overlod uden valg regeringsmagten til Poul Schlüter, som takkede, og det var så det regeringsskifte. Man har efter sigende ikke fået samlet alle de tabte kæber op endnu i baglandet.
3. Poul Schlüter styrede Danmark igennem nogle svære år, og det lykkedes ham at beholde tøjlerne gennem nedskæringer og lavkonjunktur. I 1989 så stormen ud til at være reddet af, og regeringen Schlüter beredte sig på at nyde hyldesten og profitere på de fede tider. Desværre fyldte Poul Schlüter 60 det år, hvilket han fejrede på folketingets talerstol med ordene: ”Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet”. Med mindre en rigsretssag stod på ønskesedlen, fik Poul mere til sin 60-års fødselsdag, end han havde ønsket sig.
Da det er en videnskabelig undersøgelse, jeg her præsenterer, har jeg naturligvis også en testgruppe, som består en politiker, som i lighed med Pia Kjærsgård fyldte 60 i år. Jeg indkaldte hende først på året og lykønskede hende indledningsvis med fødselsdagen – Man kan jo godt behandle folk ordentligt, selvom de kun er forsøgsdyr. Jeg gav hende besked på at være meget opmærksom på at følge sine politiske instinkter i den efterfølgende tid. Det var min hensigt at få vished for 60-års-hypotesen en gang for alle.
Alle læsere på nær de tresårige har sikkert gættet, at testpersonen er Karen Jespersen. Hendes besynderlige adfærd på det politiske scene på det seneste understøtter teorien.
Og nu er det så Pias tur. Mine kognitive undersøgelse forudser følgende tre politiske kovendinger i Pia Kjærsgaards tressende år:
1. Pia Kjærsgaard udtaler, at forholdene på Sandholmlejren er uacceptable. Konsekvens: Hele den marcherende del af DFU melder sig ud. Det samme gør præstefætrene og deres sure menighed.
2. Pia Kjærsgaard konstaterer, at der intet videnskabeligt belæg er for, at længere straffe har en dæmpende effekt på kriminaliteten. Konsekvens: horder af nidkære taxachauffører og småhandlende vender det blødsødne kvindemenneske ryggen .
3. Pia Kjærsgaard forklarer offentligt, at man ikke kan give flere midler til ældre, syge og børnefamilier på en gang uden at skære andre steder. Man kan nemlig kun bruge pengene en gang. Konsekvens: tusinder af talblinde og fornærmede invalidepensionister og gamle vrager partiet.
Pia Kjærsgaard risikerer ganske givet at blive smidt ud af sit parti, da det jo netop baserer sig på strækmarch, sort religiøsitet, nidkærhed, talblindhed og fornærmelse.
Der er således al mulig grund til at lykønske fødselaren.
/Milos Vendettas – forskningsminister
