Harmonikaen er et yndet instrument blandt de i trafikknudepunkter huserende tiggermusikanter. Mens de smiler dødt og går i gang med dagens niogtyvende medley over fortidens forglemmelige melodier, nikker de sigende ned mod deres lurvede hat, idet de prøver at fastholde ens blik.

De er dysfunktionelle fantaster, som tror, de har et arbejde. De betragter nemlig sig selv som musikere. Det er de lige så meget, som trampolinspringere er astronauter og sudoku-løsere er matematikprofessorer.

Det er og bliver instrumentet, den er gal med. Hvem i hele verden hører frivilligt harmonikamusik? Enkelte hørehæmmede tyrolergamlinge måske, ellers INGEN.

Ingen køber harmonikamusik, når cd-samlingen skal opdateres. Der er ingen folkemængder, der valfarter mod ’harmonikascenen’, når Roskilde-festivalen slår portene op. Det er et dødt instrument, hvis relevans udløb i samme sekund den første harmonikaflikker lagde værktøjet fra sig og råbte ”Se, hvad jeg har opfundet!” til pædagogen på den lukkede institutions sløjdværksted.

Giv dem ingenting! Lad være med at opmuntre dem! De må ikke tro, at vi påskønner deres daglige flåen i de kæmpe hylende musetrapper, som er deres undskyldning for rigtige musikinstrumenter.

Giv i stedet penge til fulderikken som sidder lige så stille ved siden af uden at fylde gadebilledet med anden støj end en sagte ræben.

/Milos Vendettas – Decibelminister