Efter en tur på briksen hos den på alle planer nærværende åndemaner Ebbe Frösig, har jeg fået adgang til den parallelle tidsvrimmel.
Der har jeg med lempe snust omkring – farer man vild, finder man måske aldrig tilbage! I går havde jeg efter en god middagslur, hvor jeg drømte, at jeg var Aldous Huxleys genfærd, fået det fornødne mod, og begav mig på min første egentlige rejse i gennem alle tider og steder..
For syv sylen, det kildede i maven da jeg fes gennem det temporale kontinuum og lige ind i knolden på Preben Elkjær, lige før han sparkede det afgørende straffespark i EM-semifinalen mod Spanien i 1984. Mange har undret sig over, at en så rutineret spiller kunne skyde så langt over mål i en så afgørende situation. Men jeg heldige asen sad i hans hoved og hørte tydeligt den tanke, der føg gennem hans hjerne under tilløbet:
”Hvad fanden! Der flyver den lede måge jo, som åd mit guldur under træningen i går!”
Klogere farede jeg videre ad Kronos snørklede tunneler, og VUPTI sad jeg i Leonardo da Vinci’s hovede, alt imens han lagde de sidste strøg på sit billede af Mona Lisa. Følgende tanke fløj gennem hans synapser, da han endelig kunne skrive signaturen:
”Det er SIDSTE gang jeg lader en model tygge tyggegummi. Hun ligner jo en lallende sinke!”
Jeg var ved at være træt, men fistrede lidt videre i æonernes malmstrøm, og landede inde i Kresten Poulsgaard lige inden han gik på scenen og svinede ledelsen til på et af Fremskridtspartiets sidste landsmøder. Følgende tankestrøm bølgede bag hans rynkede bryn, mens han tiltvang sig adgang til talerstolen:
”Hrmmm mrrhh arrrrghm hmmmmmff! uuuuuhuhuh HM! ” .
Se, der blev jeg klogere uden at lære noget.
Jeg magtede ikke mere og vendte psykoplasmaen hjemad.
/Milos Vendettas, kronologiminister
