Jeg synes det er irriterende, at man kun kan lave gennemsnit af tal. Gid man kunne udbrede konceptet til alle livets sfærer. Jeg læste engang en novelle af Isaac Asimov, som handlede om et samfund i fremtiden, hvor den store alvidende computer (sikkert Multivac – det plejer det at være), hvert fjerde år udvalgte den mest gennemsnitlige borger, som dermed blev udnævnt til præsident, fordi han var mest repræsentativ for befolkningen.
Inspireret heraf, skrev jeg sidste uge et hyperavanceret stykke lingvistisk software, som ved hjælp af kognitiv analyse og en database med alle udtalelser i verdenshistorien er i stand til at definere:
Den typiske tekst. Den hedder typiskmaskinen.
For at teste min opfindelse indlæste jeg alle indlæg fra haderkunder.dk og startede programmet. Syv lange og syv bredde efter bippede min computer og følgende stod at læse på min skærm:
Det typiske haderkunder.dk-indlæg:
”Erh! Jeg stod lige og sms’ede ved kassen. Så kommer der lige plusli en MEGAKLAM gammel stodder ind. Han var MEGA syret. Han havde en herremærkelig frakke på i stedet for en ordentlig Northstate jakke eller et eller andet. Det var bare vildt grineren så jeg ringede på knappenså cecilie kom og hun syns også bare han var vildt nederen og så kom han hen til kassen. Vildt nedtur!
”Gælder rabatten på mit Statoil-kort også vask?”sagde han . ÅRJER! Prøv lige at tro jeg er mekanikerekspert eller et eller andet professor. ”hvad?” siger jeg til ham. Han ser vildt sur ud. Super lorte kunde Cecilie får pludselig en anden kunde. VILDT strengt. Så er jeg alene med psykko! Heldigvis sagde han ikke noget mere om det vask, for han gik lidt efter. Men det var bare den VÆRSTE kunde. Jeg fatter bare ikke sådan en mand at han ikke bliver hjemme. MEGAnedtur at være konen hun er garanteret skidegrim eller handykapped!
Knuz TankTøzen.”
Se, det var da en tidsbesparelse. Så slap man for at læse hundredvis af luddovne teenageres beskrivelse af deres afsindige elendige kundeomgang. Det er besynderligt, at så mange frontoffice-medarbejdere er fuldstændigt uinteresserede i virksomhedens produkter, kunder og deres behov.
Jeg har efterfølgende proppet typiskmaskinen med indlæg og kommentarer fra alle blogs i verden.
Det typiske dagbogs-tøsenavleblog-indlæg har jeg lige fået præsenteret af mit vidunderlige program. Jeg føler imidlertid, at jeg har gjort mig ilde anskrevet nok i det miljø med tinustille-projektet, så arke-navle-indlægget må andre fremstille.
Men jeg har læst det, og det var kedeligt!
Milos Vendettas – forskningsminister
