Jeg var lige inde på Politiken.dk og stødte på oversigten over de mest læste nyheder på siden. Inspireret af, hvad jeg lærte, tog jeg min antropologparyk (langt bølget hår med måne) på og tastede BT’s web-adresse. Siden fulgte en tur på Urban.dk og min kildesamling var klar til indledende analyser.
Politikens top 5

Politikens læsere bekræfter og forstærker nyheden om, at Britneys blottede skræv har hævet klik-frekvensen hos planetens online-husarer. Skuffelsen har formodentlig været udbredt over, at webredaktionen ikke i artiklen formåede at linke direkte til det nøgne popstjernekød.
Det kulturelle indslag i danmarks kuturavis’ mest læste handler om skuldre. Det ser umiddelbart ud som om, statsradiofonien har bistået med en skamfering af Outlandish’ skuldre. Det drejede sig imidlertid om en nøgen sangerindearm, som i følge artiklen fik det muslimske multietniske orkesters til at stejle ved optagelserne til DR’s juleshow. Man kan undre sig over at de fromme musikanter ikke snarere vægrede sig ved at deltage i et hyldestshow til Jesus’ fødsel end at optræde med en utilsløret medkunstner. Der er selvfølgelig honoraret til forskel…
Man har generelt summet om de mindre lødige nyheder. Asbest, fødevareskandaler og Baker-rapporter er ikke mundgodt for kulturradikale netbier. Een politisk korrekt nyhed har dog tiltrukket sig deres opmærksomhed – nemlig den gribende historie om Pippis fars detronisering. Det er åbenbart altid spændende hvad nogen kalder hinanden – i virkeligheden som i uvirkeligheden.
Når vi medtænker nyheden om Premiereministerfruens stripperfortid må vi konstatere, at Politikens læsere foretrækker historier om nøgenhed.
BTs top 5

BT’s svindende hærskare af campister og invalidepensionister har valgt mere forudsigeligt. At det er en Grand Prix-stjerne, der har tiltrukket sig mest opmærksomhed er ikke overraskende – skønt historien er tyndere end tynd: Signe fortæller, at hun i starten valgte ikke at snave sin nye mand foran hans børn. Det ville muligvis have været en historie, hvis hun netop havde valgt at snave ham foran børnene – eller endnu bedre: Hvis hun havde snavet børnene foran manden. Så heldige var BT’s læsere ikke, men de virker jo tilfredse alligevel. Mon ikke en læser eller to dog ville trække deres klik tilbage, hvis de kunne, da historiens uendelige tomhed åbenbarede sig.
Nyheden, at dronningen er tynd, er det kun BT’s læsere, der toprioriterer. BT har med vanlig grundighed fremfundet nyt om monarken. Denne gang konstateres det, at hun har tabt sig. Kilden? “Det kan enhver se” belærer Bodil Cath os, skønt det jo i så fald næppe berettiger historien benævnelsen nyhed.
Ellers vil BT’s læsere helst læse beskrivelser af voldsepisoder, hvilket må vække frustrationer i redaktionen, som har erklæret BT en familieavis, og de tider forbi, hvor vold og ødelæggelse skulle sælge bladet.
Urbans top 5

Urbans top 5 afspejler meget godt avisen selv.
Samtidig med at avisen har den flygtigste læserskare – De abonnere ikke, de betaler ikke – er den mest klikkede nyhed en konkurrence for læserne. Og det er ikke en konkurrence om hvad som helst. Det er en digtekonkurrence!
Det vidner om en anden slags netavis, hvor man ikke som de etablerede dagblade har kunne forlade sig på eksisterende læseres vanemæssige adfærd. Man har måttet lave en attraktion ud af siden ud over nyhederne. Det blev til læserinteraktionskonceptet, og det er lykkedes.
Og kan man ikke lide det, er alternativerne kun et klik væk.
Den største overraskelse ved denne sammenligningsøvelse, var den som satte mig igang, nemlig politikenlæseres formiddagsavis-agtige læservaner. Jeg er temmelig overbevist om, at det ikke stemmer helt overens med deres marketingsfolks forventninger til papirudgavens kernesegmenter. Gad vide om de selv har opdaget det?
-Exit
Milos Vendettas

Griner stadig!
Det er godt set! Måske du bliver nødt til at tage højde for de selvforstærkende effekter af de der lister… Hvis de nulstilles ved midnat, er det jo natteravnene (som jeg selv), der starter de skumle trends…
Griner stadig!!
Men måske du er nødt til at tage højde for den selvforstærkende klik-effekt af sådanne lister… Hvis de f.eks. nulstilles ved midnat, er det jo (skumle) natteravne som jeg selv, der starter de nedslående trends!
hmmm… gentagelse fremmer forståelsen…
Jeg ville gerne se en liste med de sjældenst læste nyheder.
Man kunne lave en konkurrence blandt journalisterne i at lave en overskrift som ALDRIG blev klikket på, noget a´la : “Hat hænger på knage, hvor den plejer.”…
Skøn analyse! Lige til en nyhed…
Spændende!
Hahaha! genial blog du har! Der er mere at komme efter kan jeg se!
Hilsner
LK
[...] har tidligere hygget mig med at filosofere over de forskellige nyhedssiders mest læste lister. Jeg var i den forbindelse ikke imponeret over [...]