Kære læsere.
Så er jeg tilbage på eget græs efter en smuttur i det kulturradikale supermarked.
Nu vil jeg lægge mig på ryggen og kigge op i luften, mens jeg tænker på, hvor lille verden er sammenlignet med mit vid.
I har bare at vente pænt på, at jeg tænker færdigt.
/Milos Vendettas - vegeteringsminister
Det er tidligere blevet bevist af en genial blogger, som er identisk med undertegnede, at dronningens livgarde er en flok kyllinger, som ikke engang kan overmande en gravhund.
I dag, da jeg under en af mine mange observationsture i vor hovedstad forvildede mig ind i det område, som åbenbart afpatruljeres af dronningens håndgangne mænd, fik jeg øje på en lille flok livgardere, og vaks, som jeg var, knipsede jeg lige et billede med min topmoderne fotografiapparattelefon. Se bare her:
Det er nu endegyldigt bevist, at der hersker en uforholdsmæssig stor frygtsomhed blandt de toptrænede livgarderne. Hvilke andre soldater ville bede om politieskorte, når de tolv mand høj skulle på ekskursion i civilisternes verden?
/Milos Vendettas – livgardeminister
Jeg har læst, at det skal forbydes at tvinge et andet menneske til at tage burka på. Det har selveste BURKAUDVALGET fundet på. Det er en vældig god ide.
Jeg er imidlertid modstander af bureaukrati, så jeg besluttede mig for lidt siden for at teste, om forslaget i virkeligheden er nødvendigt.
Jeg susede forbi Nørrebro i en taxa og købte en burka. Jeg fortsatte derefter til en af de fine restauranter i city, hvor jeg gik ind med burkaen i hånden. Jeg udså mig snart en kvinde, som så ud til at have en passende størrelse, og gik hen til hende. Hun sad og nød en drink af en slags. Den bad jeg hende stille fra sig.
“Hvorfor det?”, spugte hun.
“Fordi du skal til at have den her på”, sagde jeg og holdt burkaen frem.
“Nej, jeg skal ej!” udbrød hun.
“Jo, såmænd”, svarede jeg og begyndte at mase den over hendes hoved.
Hun hylede og skreg, og jeg blev hurtigt overmandet af et par tjenere, hvorefter selveste POLITIET blev tilkaldt. Betjentene forklarede mig, at mit forehavende var ulovligt.
“Står du og fortæller mig, at jeg ikke må bestemme, hvilket tøj andre mennesker skal have på?” spurgte jeg.
“Lige præcis!” sagde betjenten.
Det er på den baggrund mig en fornøjelse hermed at meddele burkaudvalget, at deres forslag om at forbyde tvangspåklædning af burkaer allerede er indført, uden at de har lagt mærke til det. Så vidt jeg forstod på de flinke politifolk, er forslaget for at imødekomme senere stramninger på området allerede udvidet til at gælde joggingbukser, sommerhatte og ishockeybukser. Faktisk gælder det tilsyneladende at man i det hele taget SELV må bestemme, hvilket tøj man vil have på.
Så sparede vi pengene til det lovforslag.
/Milos Vendettas – tøjminister
Efter en god, lang og særdeles velfortjent ferie er det mig en fornøjelse at erklære 2010 for åbent. Jeg er klar over, at dronninger, statsministre og ikke mindst alle sportsredaktioner allerede har gjort status og uddelt bevingede ord, men det skal ikke afholde mig fra at komme rendende på baghjul og forklare det hele nok engang.
Indledningsvis bliver jeg imidlertid nødt til at bringe en undskyldning og en efterlysning.
Undskyld, at julekalenderen, som blev bragt her på siden, lukkede ned sammen med hele bloggen den 18/12. Det var ikke optimalt, at de sidste seks afsnit først kom op en lille uge efter jul.
Jeg efterlyser ved samme lejlighed den person i politiken.dk’s maskinrum, som besluttede sig for at lægge min og flere andre blogs ned i 10 dage. Jeg har brug for vedkommende til et kvalitativt eksperimentalinterview, hvor spørgsmålene er formuleret alene ved hjælp af eder.
Og så tilbage til nytårstalen:
Kammerater!
Jeg har lavet en opskrift. Det er en ganske særlig opskrift, for den beskriver alle de ingredienser man IKKE skal putte i et år, hvis det skal være godt.
Opskrift på et godt år
Tilsæt absolut intet af følgende:
Realityshows, sangdyster og danske krimiserier med kvindelige helte. Aftenshowet, pseudoautentisk bonderøvsdokumentar og Harry+Bahnsen.
Prisuddelinger, indsamlingsshows og promenadekoncerter.
Dronninger, prinser og prinsesser
Præster, imamer og rabbinere.
Numerologer, astrologer, kiromantikere, krystalhealere, auralæsere, clairvoyante, spåkonere, åndemanere, kinesiologer, homøopater og andre løgnere af alle slags.
Lokalpolitiske vendekåber, landspolitiske brunskjorter og skindhellige miljøpolitiske ordførerblondiner m/k.
klubhåndbold, landsholdshåndbold og … håndbold.
Cartoon network, Jetix og Disney channel.
Se & hør, Kig Ind og Billedbladet.
Fattigdom, terror og analfabetisme.
Boligbobler, It-bobler og silikonebobler.
Forfængelighed, nedladenhed og skadefryd.
Død, ødelæggelse og had.
Skål!
Jeg er udmærket klar over, at jeg selv bidrager til elendigheden med flere af de nævnte ingredienser. Kommentarerne fra det forgangne år på mine indlæg her på bloggen antyder for eksempel, at jeg tilfører universet en anseelig mængde nedladenhed.
Lad min prisværdige selverkendelse være en kilde til inspiration og kom i gang med at afskaffe de nævnte ting. Jeg foreslår, I starter med håndbold – eller bonderøvskasteleg, som det retteligt burde kaldes.
Jaja, jeg ved det – nedladende igen – men alligevel:
SÆT IGANG!
/Milos Vendettas – nytårsminister
24. december. Albert strakte sig. Det var op ad formiddagen, men han lå stadig i sin seng. Det havde været en glimrende dag i går. Den havde været hård men tilfredsstillende.
Han hadede ellers tivoli ved juletid, men besøget lillejuleaftensdag havde været anderledes. Faktisk havde han besøgt Tivoli 33 gange i går. Det var det antal gange han gik frem og tilbage mellem det gyldne tårn og Hannes Citroën Berlingo med rygsækken fyldt med sort krudt.
”Hvor har du dog det fra?” havde han spurgt, da hun viste ham det tidligt om morgenen.
”Erik fra skolen har et godt øje til de her”. Hanne knipsede til sine bryster. ”Jeg sagde, jeg skulle bruge det til at sprænge klipper fri til en septiktank på min fars ødegård.”
Erik var fysiklærer.
Albert havde hældt krudtet gennem et rør bag en bænk ned i et drænkammer i fundamentet under det gyldne tårn. Først da han havde hældt 139 kilo krudt derned, var det fyldt op. Han gik en sidste tur til Hannes bil og hentede en dunk benzin, som han efterlod i sin taske sammen med en lille bunke krudt og en tidsindstillet detonator.
Han var mødtes kort efter med Hanne i cafeen på toppen af SAS-hotellet i nærheden. Med hver sin kikkert satte de sig klar.
Landet blev et kort øjeblik efter rystet af to voldsomme eksplosioner.
I kælderen under højhuset Prismen, som under store protester var opført i krydset mellem Viborgvej og Silkeborgvej i Århus, detoneredes fire store bomber, som hver især fjernede vitale dele af bygningens sokkel. Huset, som knejsede over museumsbygningerne i den gamle by, begyndte at hælde, og med en øredøvende rumlen faldt huset så langt, det var, lige ned i julemarkedet i den gamle by, hvor det også knuste 16 historiske bygninger – blandt andet det gamle Helsingør theater, hvor man netop var i gang med årets amatørjulespil.
I København så Albert i sin kikker samtidigt, hvordan det gyldne tårns fundament eksploderede med en kraft så voldsom, at tårnet blev skudt flere hundrede meter op i luften. Som et kæmpe kastespyd vendte det i en stejl bue og borede sig ned i taget på bygningen med nisselandskabet. Det var mere, end huset kunne bære, så det brasede sammen i en kæmpe sky af støv.
Her dagen efter kunne Albert stadig se for sig, hvordan Tivolis julemandkort efter i panik var drønet ud af tivolis indgang ved hovedbanegården og lige ud på vejen, hvor en ulovlig 45-knaldert med stor fart torpederede hans mave, så han fløj 10 meter og lå helt stille.
Albert gik ind i stuen til sin familie.
”Det var helt vildt. Godt mit møde var ude i Viby. Tænk, at jeg var I Århus, da det skete!” Det var Alberts moder, som talte.
”Det er vel ikke vildere, end for os, som var her i København. Man kunne høre det helt ud i forstæderne.”
”Nej, det har du vel ret i.”
”Jeg har lige set i morgen-tv, at der efter de to jule-ulykker i går kun er mellem 2 og 5 procent af danskerne, som vil holde jul. Ifølge Gallup mener befolkningen –omstændighederne taget i betragtning – ikke længere, at hjerternes fest giver mening”, sagde Alberts fader. ”De sagde også, at politiet udtaler, at de aldrig har været ude for noget lignende, og at det var held i uheld, at de mange julerelaterede ulykker i løbet af december i forvejen havde svækket borgernes juletrang, så de menneskelige tab efter de to ulykker var begrænsede. I Århus døde der kun seks amatørskuespillere og to retarderede fyre, som uden held solgte ristede mandler på juletorvet. Det skyldes, at der ingen gæster var til den gamle bys julearrangementer. I Tivoli var man lige så heldige. De eneste gæster til juleudstillingen – en lille pige og hendes faster, var netop kørt ud af bygningen i det ellers tomme juletog, da den kollapsede. Derfor var det kun et par æbleskivesælgere og en nissemekaniker der døde i København, altså udover den julemand, som selv forsagede sit endeligt ved uforsigtigt at flygte fra ulykken direkte ud på kørebanen.”
Alberts faders stemme var tydeligt begejstret.
”Julen er forbi!”
”Det tyder godt nok på det”, sagde Alberts moder. ”De sagde lige i radioen, at landets biskopper på et hastemøde har besluttet at aflyse alle julegudstjenester. De siger, at det er af sikkerhedshensyn, men samtlige kommentatorer mener, at der er for at undgå den ydmygende situation, at ingen dukker op. Der er snak om, at hele kirkens grundlag er forsvundet, nu, hvor der er så stor lede i befolkningen mod den begivenhed, som hele kristendommen bygger på. I løbet af december har de danske kirkekontorer modtaget så mange udmeldelser, at budgetterne for næste års drift af folkekirken overhovedet ikke kan holde. Fortsætter udmeldingerne i samme tempo, er folkekirken tom for medlemmer inden februar. Kirkeministeren har sagt, at det bekymrer ham overhovedet ikke, for han kan heller ikke fordrage julen nu.”
”Ja, og jeg har hørt, at folk samles og smider deres pyntede juletræer i kæmpe bunker i parkerne og laver monsterbål. Det er helt vildt. Kan vi ikke tage ud og se det? Var? Kan vi ikke det?” Det var Anna, som havde fundet endnu en lejlighed til at plage, men Albert bed mærke i, at hun ikke var julefan længere.
Alberts telefon ringede. Det var Hanne. Han gik ind på værelset.
”Vi har fået en mail fra de sorte nisser. De hilser og hylder os. De har vedhæftet et antijulekort. Det er meget cool, jeg har videresendt det til dig.”
Om aftenen, da de andre i familien efter en juleløs aften med en god film på DVD’en og noget slik var gået i seng, sad Albert ved computeren på moderens arbejdsværelse. Det var mailen fra de sorte nisser, han ville se, inden han smuttede i seng. Vedhæftningen var et scannet broderi af de sorte nissers logo med teksten:
Vi glæder os i denne tid
hvor julen med sit slæb og slid
er fjernet fra vort land.
Vi takker for den hjælp I gav
Da julen skulle futtes af.
Nu bliver vi fri for gran.
Nydeligt digt, tænkte Albert og slukkede computeren. Han kom til at skubbe til arkitektlampen, som svingede rundt og gav bordscanneren et ordentligt dunk. ”lort”, tænkte Albert. Han undersøgte den hurtigt. Da han åbnede låget, så han, at der lå et stykke stof. Han tog det. Det var et broderi. Magen til det, han lige havde set i mailen. Hvordan? Han hørte nogen bag sig.
Hans moder stod i døren og smilede. Hans moder – den sorte nisse.
23. december. Den 46-årige amatørskuespiller Kåre Israelsen var ved at revne af stolthed og spænding. Endelig skulle hans potentiale forløses. Mange slidsomme år var der gået, siden han søgte ind på statens teaterskole første gang. Efter 21 afvisninger i træk havde han for seks år siden opgivet, og havde siden tituleret sig selv ”autodidakt skuespiller og tusindkunstner”. Han havde de seneste år været tilknyttet en amatørtrup, som havde arbejdet målrettet mod denne dag, hvor man skulle opføre Nøddebo Præstegård på det gamle Helsingør Theater i Den gamle by i Århus.
Kåre havde den ledende rolle som studenten Nikolaj, og han så forestillingen som en oplagt chance for at få det store folkelige gennembrud, som hans talent retfærdiggjorde.
Han betragtede sig selv som en allround-skuespillertype – en man kunne sætte til at spille næsten hvad som helst. Skulle man pege på et svagt punkt, var det hans sangstemme, som var noget skinger og falsk. Det havde bekymret ham en del, da Nøddebo præstegård jo er et syngespil, men hans gamle sanglærer, Jytte, fra FOF-Ikast havde givet ham det gode råd at synge alle sangene i falset. ”
”Det vil også give figuren noget af den ungdommelighed tilbage, som din modne fremtræden risikerer af slå lidt skår i”, havde Jytte sagt. Kåre havde fulgt rådet, og det havde givet rollen en helt ny glans.
Nu stod han i kulisserne på den store premiereaften. Musikken begyndte, og han bevægede sig knejsende med sin karakteristiske fjedrende gang ind på den projektørbelyste scene.
Midt i Tivoli i København kørte et tog rund på en lille lukket bane. Toget passerede ind og ud mellem oplyste nissehuler og nissehuse. Der var nisser, der fiskede og nisser, som kørte i kane. De mange hundrede nissedukker var samlet i den store julehal, som var forlystelsesparkens store trækplaster i julemåneden. Mellem nisserne var boder og udskænkningssteder, hvor gæsterne kunne lægge de penge, som endnu ikke var formøblet. Her dagen før jul sad den lille pige Anna Lisa og hendes faster Ruth i toget og betragtede de mekaniske rødklædte dværge udføre deres mange gøremål. På den sidste del af turen, var skinnerne ført ud af bygningen, så passagerne også kunne nyde synet af de mange lys i den smukke julepyntede gamle have. Da toget kørte udenfor, vidste Anna Lisa, at turen var ved at være forbi, og hun vendte sig mod fasteren for at spørge, om de ikke nok kunne tage en tur mere, men hendes stemme blev ikke hørt. Den forsvandt i lyden af et kæmpe, buldrende brag fra bygningen med nisserne, som toget netop havde forladt.
Samtidigt i Århus skulle Kåre til at sige sin første replik. Med stor indføling slog han voldsomt ud med begge arme og åbnede munden. Hans ord blev fuldstændigt overdøvet af et stort, hult drøn, som rystede hele teatret. Den ene fløj af bagtæppet med det håndmalede vinterlandskab væltede, og en spånpladebusk kollapsede. Kåre lod sig ikke slå ud. Han genvandt hurtigt fatningen, trak luft ind, og belavede sig på at gentage replikken. I det samme skar mange tusind tons beton, glas og metal igennem den gamle bygning og knuste alt liv. Kåre fik ret i, at hans optræden ville blive husket.
I Tivoli så Anna Lisa målløs til, mens murene i den store nisseudstillingsbygning faldt sammen. Det gigantiske tag landede som hovedet på en gigantisk fluesmækker og klemte livet af alle nisser og gæster.
Braget kunne høres helt hjemme hos Albert.
”Hvad var mon det”, sagde Alberts moder.
”Endnu en juleulykke,” hviskede faderen, og betragtede dem med en skæbnesvanger mine. ”Det stopper ikke før julen er borte for evigt.”
Så sandt, tænkte Albert.
22. december. Albert lå og hørte radio på sin mobil. Han ventede på nyt om gårsdagens aktioner. Han behøvede ikke vente længe:
”Radioavisen. Saunakælderen som strækker sig ud over tusindvis af kvadratmeter under den finske ambassade dannede i går rammen om en bizar ulykke, som involverede en gruppe finske diplomater samt et antal massagepiger. Politiets efterforskere, der blev tilkaldt af rengøringspersonalet, som efter en fest på ambassaden fandt en stor mængde ubevægelige nøgne legemer i saunakælderen, udtaler, at de aldrig har været ude for noget lignende. En analyse af saunaovnene viser, at de er blevet overhældt med mescali – en stærkt euforiserende klar væske. En overdosis mescali er dødbringende. Det er praksis i finske kredse at overrisle saunaovnen med vodka, og efterforskerne mener, at man har taget fejl af de to væsker. Etiketten på mescaliflasken forestiller en halvcirkel med en sort trekant, der godt kan forveksles med en high end vodka. Fejltagelsen var dyrebar for mange af festdeltagerne, som her 9 timer efter ulykken befinder sig i forskellige stadier af vanvid. 6 saunagæster har ikke klaret strabadserne og er døde. Politiet gentager, at de aldrig har oplevet noget lignende, og tilføjer, at man på grund af mescali-etiketten mener, at ulykken er julerelateret.”
”Hold da kæft, der er gang i de sorte nisser”, tænkte Albert. ”De trumfer os hver gang. Vores forkølede grønlænderjoke falmer totalt i forhold til.”
Telefonen ringede. Det var Hanne.
”Hvor vildt. Det gik da helt over gevind.”
”Ja. De er for seje. Sauna-narko-dampe. Syret ide.”
”Nej, jeg mener din aktion i går”
”Hvad?”
”Det grønlandske hus er brændt ned!”
”Det forstår jeg ikke. Jeg gav dem bare en stor kasse rådden spæk med et tidsindstillet kanonslag i bunden, så det blev spredt godt rundt, når man åbnede den.”
”Det lykkedes åbenbart over al forventning, for spækket og det åbne ildsted i fællesrummet var det der skulle til for at få en god gammeldags storbrand i gang.”
”Hold da kæft. Nogen døde?”
”Kun tre fire stykker ifølge Berlingeren. Men aktionen har haft god effekt, for de sorte nisser har skrevet igen. I morgen er der bydyst. De har Århus. Vi har København.”
”Hvad går dysten ud på?”
”At stoppe julen mest effektivt. Med alle midler. Uanset de menneskelige omkostninger.”
”Den ultimative showdown?”
”Lige præcis. Og der skal ikke meget mere til. Folkestemningen har vendt sig mod julen.”
”Jeg ved det. Min egen far er omvendt. Han hader julen nu.”
”Det er sket for tusinder af mennesker. Vi er tæt på målet.”
”Har du en ide?”
”Ja, men hvis det skal lykkes, skal vi bruge hele aftenen og natten på forberedelse.”
”Jeg er med. Alternativet er juleklipning med min mor og Anna.”
De mødtes ved hovedbanegården kl. 23.
Mens dagens kalendegave kogte lystigt i elkedlen, stod Albert og tænkte over, hvilken opgave de sorte nisser ville give dem. Han hældte den kogte gave ud i bedet under køkkenvinduet og gik ind for at spise morgenmad. Han stoppede i entreen, da han hørte forældrene diskutere i spisestuen.
”Der er altså rigtigt mange, som ikke kan identificere sig med julen længere. På arbejdet er det nærmest halvdelen, som siger, at de ikke gider julen mere. Det er alle de ulykker.”
”Jamen, Tage. Det er jo ikke tilfældige ulykker. Der er nogen, som står bag. Bare se i går på Rådhuspladsen. Der må jo have været et menneske, som satte træet fast på bussen med det reb. Det er ikke en eller anden straf. De efterlod endda en signatur af en slags.” Moderens stemme var både indtrængende og belærende.
”Det var de sorte nisser! Dem fra rundetårn-ulykken. Vi regner med, at det er en slags engle, som vil vise os, hvor hul julen er.”
”Vi?”
Tage så forlegen ud.
”Ja, jeg er jo begyndt at mødes lidt med nogle andre julehadere, som jeg har mødt på nettet.2
”Helt ærligt! Det er jo værre end en kombineret rollespils- og ufoklub!”
”Vi er altså temmelig mange, efterhånden, Ingelise.”
”Ja, jeg ved det.” sagde moderen og slog ud med armene. ”Detailhandelen lider. Julesalget er halveret. Selv juletræerne har de svært ved at komme af med. Du mener vel heller ikke, at vi skal have juletræ i år?”
”Naturligvis ikke.”
”Vi har et par lange dage foran os.” Alberts moder sukkede
Albert derimod, smilede.
Kl. 10 mødtes han med Hanne
”Vi har fået instrukser, sagde hun og viste ham en mail, som lød:
Kontrajulekompagni!
Længe nok har vi lyttet til den tåbelige PR-krig mellem de inferiøre finner og grønlændere. De påstår hver især, at deres land huser julemanden. Lad os antage, at begge har ret og straffe dem passende for det.
I dag skal den første fælles aktion mellem vore to grupper finde sted. Vi angriber den finske ambassade og I tager jer af det grønlandske hus i København.
Vi ses i pressen – De sorte nisser.
”Vi hælder antabus i vandforsyningen, så er de grønlændere sat ud af spillet på et øjeblik”, sagde Albert.
”Styr dine fordomme”, sagde Hanne. ”Og hvis, du virkeligt skulle have ret i, at huset er fuldt af drukmåse, er der ikke store chancer for, at de bæller af vandhanerne.”
”Nåh, nej.”
”Jeg har en meget bedre ide.”
De snakkede længe.
Sidst på eftermiddagen bankede det på i det Grønlandske hus ved Landemærket i København. Døren blev åbnet af en ung kvinde. På trappestenen stod en dreng med en meget stor gave i favnen.
”Hvem er du?” sagde han, inden hun nåede at sige noget selv.
”Jeg hedder Ivalo.”
”Er du grønlænder?”
”Ja.”
”Bevis det.”
”Øhhh… hvordan…”
”Kan du lide Rasmus Lyberth?”
”SELVFØLGELIG! Har du noget ondt at sige om Rasmus Lyberth!” råbte Ivalo truende. Drengen virkede uberørt.
”Så er den her til dig”, sagde han og rakte gaven til hende.
”Øh tak”, sagde hun og tog pakken. Drengen gik.
Et øjeblik efter sad Albert og drak varm Cacao på Kultorvet med Hanne.
”Lige efter planen”, sagde han. ”Hvad gør vi nu?”
”Venter på at mødes med de sorte nisser i pressen.”
”Hvad tror du, de har fundet på?”
”Aner det ikke, men helle for ikke at være fra Finland.”
20. december. ” Når vi tænker på folk, vi kender, tænker vi tit på deres ansigter. Men Guds ansigt, Guds åsyn, hvordan skal vi forestille os det? Ja, det kan vi måske netop ikke. Måske er det derfor, vi så ofte i stedet for taler om Guds hænder, og lige så skræmmende en tanke, det kan være, at nogen vender deres ansigt fra os, lige så skræmmende er tanken, at man kan falde ud af Guds hænder. Ja, kan den, der én gang er lagt i Guds hænder, eller i Guds favn, falde ud? Eller blive smidt ud? Eller blive tabt?”
Albert slukkede radioen, og transmissionen fra kirkemessen måtte fortsætte på de apparater i landet, som ikke var kontrolleret af den julehadende dreng.
”Hvor er det dog en gang nederdrægtig sludder”, sagde han.
”Ja det må du nok sige” sagde faderen. Få det julesnak væk!
”Så, I to!” sagde Alberts moder, og så bekymret på Anna, hvis illusioner om en lykkelig familiejul var bristet. Hun var blevet tvær og indelukket de seneste dage.
Alberts Farmoder var også blevet lidt stram i masken efter gårdsdagens anslag mod stormagasinet. Hun tog det meget personligt, at man havde valgt at udleve sine kommunistiske tilbøjeligheder lige nøjagtigt på det tidspunkt, hvor HUN var ude og gøre sine personlige juleindkøb. Et langt og holdningsrigt brev til Illums direktør var allerede i posten.
Albert var mere begejstret. Han havde om aftenen rost Hanne i telefonen for den vellykkede aktion, men skønt Hanne også selv var tilfreds med resultatet, mente hun alligevel, at de burde udnytte søndagen til at få en operation mere sat i værk – så der ingen tvivl kunne sættes om, at de var værdige samarbejdspartnere for de sorte nisser..
”Du er og bliver skolelærer,” sagde Albert, men var enig.
Derfor befandt Albert
sig senere under det store juletræ på rådhuspladsen, hvor han var ved at fæstne en stålwire til den stolte grankæmpes stamme.
Den tynde wire løb ud under træet og bugtede sig i al ubemærkethed langs jorden hen til stoppestedet på H.C. Andersens Boulevard for enden af Vesterbrogade. Den fortsatte lidt ud på vejen og ned i en kloakrist.
Da Albert havde sikret sig, at wiren sad godt fast, smuttede han ud under træet og gik op og fandt sig en vinduesplads med god udsigt over Rådhuspladsen på Burger King. Han sendte en SMS. Det var hurtigt gjort, for den indeholdt kun et ord: ”Færdig”.
Under kloakdækslet ved busstoppestedet bibbede Hannes telefon. Hun læste beskeden og kravlede helt op til dækslet og ventede. Et øjeblik efter angav en høj motorlyd efterfulgt af det karakteristiske hydrauliske suk fra affjedringen, at en 250S mod Buddinge station var ankommet lige over hende. Hun skubbede hurtigt dækslet til side og fæstnede med en karabinhage wiren rundt om bussens bageste hjulaksel. Wiren løb nu direkte fra træet til bussen. Hun forsvandt atter ned i kloakken.
Fra sit vindue så Albert interesseret til, mens wiren strammedes og træet blev fået omkuld. Som en kost fejede det hen over pladsen, inden det forsvandt ned mod søerne i hælene på bussen. Albert var særskilt fornøjet over at se træet feje benene væk under en bande panfløjtespillere, hvis incahuer var erstattet med nissehuer.
I Tv-avisen om aftenen blev skaderne gjort op. 26 kvæstede og et enkelt dødsfald. Den døde var en panfløjtespiller, som havde fået sit instrument galt i halsen under tumulten.
”Men det mærkeligste”, fortalte studieværten, ”var en stor sort pakke, som blev fundet, der hvor træet havde stået. Da forsvarets bomberobot Rullemarie åbnede pakken, viste den sig kun at indeholde en lille seddel, på hvilken der var tegnet en lille halvcirkel med en sort trekant over. Politiet siger, at de aldrig har oplevet noget lignende og at de forøvrigt synes, at alle de juleulykker er trælse. Det er de ikke ene om. Det forlyder at en ny facebookgruppe ved navn ’ned med julen’ har rundet 350.000 medlemmer.”
Kl. elleve, mens Albert var ved at gå i seng, fik han en SMS fra Hanne:
De har svaret. Vi er inde. Vi får instrukser i morgen tidlig.
19. december. Albert havde regnet med at møde en nedbrudt mand, da han efter en god nats søvn satte sig ved spisebordet til den traditionelle weekendfamiliebrunch, men hans fader smilede og sagde vittigheder af den slags som tilkendegav, at hans egen sindstilstand var god, men som ingen positiv effekt havde på tilhørernes humør.
Albert var mystificeret.
”Hvordan gik julefrokosten i går?” spurgte han faderen.
”Helt ad helvede til. Alle fik lort på tøjet og gik hjem i utide. Jeg regner med at aftenen vil blive husket som den ringeste julefrokost i firmaets historie”, svarede faderen med et stort smil og smurte rejesalat på et rundstykke.
”Men, hvorfor smiler du så, far?” spurgte Anna.
”Derfor”, sagde han og pegede på avisens forside.
Overskriften lød:
Flere og flere danskere vender julen ryggen efter en lang række julerelaterede ulykker.
”Der står, at den statistiske sandsynlighed for, at så mange uheld med forbindelse til julen kan ske i træk, er ikkeeksisterende. Det vil sige, at min væmmelse ved julen er rationel og fornuftig. Julen er tydeligvis gået over gevind. Nu bliver vi straffet for vores overforbrug og overfladiske livsstil. Julen er blevet symbol på det, som skiller mennesker ad, og ikke det modsatte. Det er en hel bevægelse. Julen skal boykottes. Derfor er jeg glad. Julefrokosten i går bekræfter bare, at jeg har ret. Derfor er jeg glad.”
”Vender folk julen ryggen?” Albert kunne dårligt styre sin begejstring.
”Nemlig!” sagde faderen tilfreds. ”Og det bør vi som familie også gøre!”
”NEJ!” råbte Anna.
”Arrrj, Tage, den er vist lige spids nok”, sagde moderen. ”Det er meget muligt, at du ikke kan svinge dig op i det vilde julehumør, men vi dropper altså ikke julen på den måde. Tænk på børnene! I dag skal Albert jo for eksempel i Illum og købe gaver med din mor. Hvad ville hun ikke sige, hvis hun hørte, at du vil aflyse det hele?”
Alberts fader blev bleg. Hans angst for moderen var tydeligvis på fuld højde med hans frygt for julen. Albert blev endnu mere bleg. Han havde fuldstændigt glemt aftalen med farmoderen, som i sandhed var en kvinde, man ikke brændte af. Hvad nu med Hanne og hendes plan!
”Intet problem,” sagde Hanne, da hun hørte at Albert var tvangsindlagt til anden side. ”Jeg kan sagtens klare det alene – bare hold dig fra Illum i dag. Der kan godt blive lidt røre.”
”Men det er der, vi skal hen!”
”Virkeligt! Så må jeg anbefale, at I holder jer fra torvet i kælderetagen. Jeg løber – jeg skal nå en masse.”
Farmoderen startede som sædvanligt med at traktere med mazarintærte med flødeskum og te på øverste etage. Mens hun stod i kø hang Albert ud over gelænderet og kiggede fem etager ned i dybet. Gennem det store rum af luft, som strakte sig op gennem bygningen, hang store kæder som var fæstnet helt oppe under taget. Kæderne var i anledning af højtiden udsmykket med lys og store messinghjerter.
Farmoderen kaldte.
”Det var hurtigt”, sagde han.
”Ja”, sagde hun. ”Her er meget færre mennesker end normalt på den sidste lørdag inden jul. Ekspedienten sagde noget om, at folk var begyndt at vende julen ryggen efter alle juleulykkerne. Sådan noget sniksnak! Det er sådan noget, Tage ville tro på. Han har altid været en svag og godtroende dreng.”
De spiste deres kage, og gik i gang med indkøbene. De bevægede sig ned igennem afdelingerne, og da de var nået til stuen, blev Albert bekymret for, at farmoderen havde ærinder i delikatessen eller kiosken i kælderetagen, som ellers var domineret af en plads med juletræ og boder med pynt, samt et flygel, hvor en entusiastisk rødkindet pianist tævede løs i tangenterne mens han storsmilede til de forbipasserende. det var selvfølgeligt juleschlagere, der blev spillet.
”Gad vide om man skulle købe sig nogle af de der yndige lysholdere?” sagde farmoderen og pegede ned på en af boderne.
I det samme lød et knald oppefra efterfulgt af en raslen. Albert så op. Samtlige af de kæder som hang fra loftet i bygningens fulde længde havde løsnet sig, og var i færd med at styrte til jorden. De smadrede ned i boderne og i juletræet. Folk sprang for livet. Pianisten spillede videre et par øjeblikke længere, end man kunne have forventet, men stoppede, da et 80 cm bredt messinghjerte som en kastestjerne satte sig i flygelets låg med et smæld. Han rejste sig og sprang til side samtidigt med, at hans skammel blev flækket af et andet hjerte. Han priste sig lykkelig for sit held og sin snarrådighed, men blev i samme nu ramt lige på issen af kædens sidste hjerte. Han var død på stedet.
Inden nogen havde fået overblik over, hvad der var sket, lød en ny hvislende lyd oppefra. Det var en bred rulle stof som styrtede mod jorden. Den blev mindre og mindre, for den ene ende af stoffet var fæstnet til loftet 35 meter oppe. Stoffets længde passede med, at da det var helt rullet ud løb det i hele bygningens højde som et tre meter bredt banner.
På banneret var afbilledet en figur, som gik igen en gang for hver etage, så alle i hele stormagasinet så den med det samme. Det var en halvcirkel med en sort trekant ovenpå.
De sorte nissers tegn.
